Et godt tilbud til dig:
Hvordan får du nemmest fat i denne fantastiske DVD?
Selv købte jeg den ved en demonstration af den ved TIMS’ symposium i Holland i maj. Jeg viste den til danske møllevenner, der straks blev begejstrede, og vi fik nogle bestilt hjem fra Tyskland. Vi fik mængderabat, hvilket gik næsten lige op med udgiften til bankoverførsel af betalingen. Men hvis man nu gerne vil købe en enkelt DVD og ikke er til sinds at betale for den dyre bankoverførsel? Ja, så har TIMS’ skandinaviske repræsentant nu et godt tilbud til dig.
Det er lykkedes at få en aftale med den tyske TIMS repræsentant Gerald Bost, således at du kan bestille DVD’en hos den skandinaviske repræsentant, Lise Andersen. Du sender en E-mail til lise(at)moelle-forum.dk, og samtidig med bestillingen overfører du 272 kr. til TIMS’ danske konto i Andelskassen i Hadsund: Reg, nr. 5952 konto: 1023164. Så snart pengene er gået ind på kontoen, ekspederes bestillingen pr. E-mail videre til Gerald Bost, som så sender DVD’en direkte til din adresse. Gerald vil tillade sig at lægge en lille brochure om TIMS i pakken – måske et medlemskab var noget for dig?
Mühlen Romantik
Ny fantastisk dobbelt DVD for alle vandmølle-elskere!
To mænd i 30’erne: tyskeren Ansgar Rahmacher, biokemiker af uddannelse, men hvis hele liv er vandmøller, kødædende planter og digital billedbehandling og den hollandske multimediemand, Romke Schievink, der - foruden at producere interaktiv færdselsundervisning for 12-17-årige - også filmer gamle møller, har sammen lavet et enestående værk om vandmøller.
I 3 år arbejde de to mænd sammen på deres projekt, bistået af Mark de Jong, der har udviklet softwaren. Ingen midler blev skyet – 1000-vis af kilometer blev kørt og optagelser lavet - ofte under besværlige forhold, som når fotografen måtte stå i vand til livet i en malerende for at få det bedste billede af et vandhjul!
Resultatet er blevet 2 DVD’er, hvorpå der ligger mere end 6 timers videooptagelser af tyske og hollandske vandmøller. Herudover ligger en særdeles informativ 70 min. lang dokumentarfilm om vandmøllernes 2000-årige historie. Disse videoer kan ses såvel på TV-skærm som på computeren, men har man en computer, får man meget mere end det!
Fra en menu, der ligger som en bjælke øverst til højre på skærmen, kan man vælge ”Info”. Her får man masser af links til mølle-hjemmesider, en liste med links over (tyske) møllebyggere, en side, hvor man kan få hjælp til brug af DVD’erne, samt – og det er lidt spændende – under ”Extras” en Excel-fil med oversigt over tyske, hollandske, belgiske og skandinaviske vandmøller. I delen ”Lexicon” finder man en ordforklaring (igen på alle tre sprog). Slår man f.eks. op under ”aspiratør”, får man i ord en forklaring på dens anvendelse og funktion, billeder af den og en videosekvens, hvor man ser den i arbejde. Hvor det er svært at forklare i ord og billeder, er der brugt flotte 3D animationer som Ansgar Rahmacher er mester for.

Under menupunktet ”Kort” kan man gå ind på et zoom-bart landkort og finde de enkelte møller. Man kan også finde dem frem ved at søge på deres navn. Klikker man på en markering, får man fluks en side frem, hvor møllen beskrives, hvor der ligger flere fotos af den, og hvor man kan se en lille video af møllen – som regel i funktion. 213 møller er beskrevet på denne måde, og alle videoer ledsages af en speaket tekst, hvor man kan vælge mellem sprogene tysk, engelsk og hollandsk. Alle speakere taler langsomt og tydeligt, så også den, der kun har lært tysk/engelsk på folkeskoleniveau kan følge med.
Under menupunktet ”Mølle”, kan man bladre i beskrivelserne af de 213 møller (de samme oplysninger, som findes frem via kortet).
Under ”video” kan man vælge mellem de 213 mølle-videoer – her listet efter navn, eller man kan vælge den allerede omtalte 70 minutter lange introduktion til vandmøllernes historie. Man kan vælge at se den fra en ende af, eller man kan vælge sig ind på de forskellige afsnit: ”romerske vandmøller”, ”retten til vand, adel og kirke”, ”møller i 17.årh.s kunst”….. 13 afsnit står til rådighed.
De to DVD’er leveres i en æske sammen med et lille hæfte, hvor man bl.a. finder en oversigt over de 213 vandmøller. For hver mølle får man information om byggeår, adresse (også angivet med GPS koordinater), telefonnummer, E-mail og så naturligvis hvilket nummer møllen har på DVD’en.
DVD’en koster 28,50 € plus forsendelse fra Tyskland – men husk, at ved bankoverførsel lægges et klækkeligt gebyr oveni! Du kan også vælge at tage imod TIMS' tilbud til dig (se højre spalte).
Du kan se mere om DVD’erne på www.muehlendvd.de.
Lise Andersen

