I forbindelse med først fastlandsspærringen under Napoleonskrigen og siden afståelsen af Norge i 1814 havde Danmark mistet sine vigtigste eksportmarkeder for korn. Udviklingen af dansk mølleri var i perioden i stilstand, mens mølleriet i f.eks. England og Nordamerika havde udviklet sig med rivende hast.
For at fremme udviklingen blev en kommission i 1824 nedsat til at undersøge mølleriets tilstand, og herefter blev der givet mulighed for at driftige møllere og møllebyggere kunne søge patenter og tilskud til udvikling af bedre møller og møllerimaskiner. I 1829 grundlagdes polyteknisk læreanstalt og fra og med 1838 skulle alle nye møllebyggermestre aflægge en prøve her, hvilket var med til at højne fagets standard.
Dette blev starten til en meget voldsom og hurtig udvikling af dansk mølleri. Kommercekollegiets Fabrikkontor modtog mængder af ansøgninger om patent på de mest besynderlige møllerimaskiner, men nogle skulle alligevel vise sig at have en fremtid.
Nye opfindelser i en lind strøm:
For vandmøllernes vedkommende var den vigtigste fornyelse stjernehjulet. Stjernehjulet muliggjorde indlæggelse af grynkværne, der kræver en opgearing til en hastighed der er 2-3 gange så stor som en almindelig skråkværns. Stjernehjulet gav i det hele taget mere kraft til møllen, så også de øvrige kværne kunne arbejde mere effektivt.
Medvirkende hertil var også, at de lange slidsker, som før havde ledt vandet frem til vandhjulene, nu blev erstattet af en malekarm, så man kunne føre mølledammens opstemning helt frem til møllehjulet. Det betød mindre vandspild og større kraft.
Endelig begyndte man at eksperimentere med turbiner, der kunne levere større kraft end de gamle vandhjul.Turbinerne har en del til fælles med de gamle horisontalmøller. De består af et ledeapparat og et løbehjul, der begge indeholder et stort antal krumme skovle, der ligger vandret i vandløbet.Ledeapparatet sidder fast, og dets skovle giver vandet den rigtige retning mod løbehjulet, som vandet rammer glidende og uden stød. Turbinen giver en større udgangshastighed på akslen end vandhjulet.
For vindmøllernes vedkommende skete tilsvarende store fremskridt. Disse var for det meste inspireret af, hvad der skete i f.eks. England og Amerika.
Mølleren brugte sædvanligvis en del tid på at regulere sejlene alt efter vinden. For at opnå en mere stabil gang og en tidsbesparelse for mølleren eksperimenterede man meget med forskellige muligheder for hel eller delvis automatisk regulering af sejlene, også kaldet selvsvikning
Krøjning af møllen var en anden tidskrævende og fysisk anstrengende opgave, som nu blev afløst af mekanik. Efter engelsk mønster begyndte man at bygge mekanismer til selvkrøjning. Disse havde form som vindroser.
Allerede i 1822 tegnede møllebygger og opfinder Ole Johansen Winstrup en hollændermølle med sejl, der ved hjælp af snoretræk og en ret indviklet mekanisme automatisk kunne regulere sejlene. Winstrup var ikke alene om at udtænke sejlreguleringsmekanismer. I 1843 udgav møllebygger J.A. Borum et lille skrift "Beskrivelse af en Indretning til under Veirmøllernes Gang at regulere deres Seil, samt af en forbedret Indretning af Regulatorer for Vandmøllernes Stigbord". Begge opererede med systemer til regulering af helsejl, men det blev slet ikke den løsning, der i længden vandt tilhængere. Det gjorde derimod en engelsk opfindelse af en type vinger med klapper, der som jalousier åbner og lukker sig alt efter vindtrykket. Systemet kaldes også selvsvikning.
Med hensyn til maskineriet, så begyndte man nu at importere færdige kværne og sigter fra England. De var bygget med en reguleringsmekanisme, der kontrollerede afstanden mellem møllestenene og med afkølingssystemer, så melet blev kølet af straks det kom fra kværnen.
Den endelige liberalisering af erhvervet kom med loven om den frie møllernæring af 1852. Den nye konkurrencesituation satte en voldsom udvikling i gang.
Nye kraftkilder – først damp siden forskellige former for eksplosionsmotorer – gav mulighed for større og mere energikrævende maskineri, både til rensning af korn og til formaling.
Når mølleren i ældre tid skulle male bondens korn, der hverken var renset eller tørret, var det svært at få et godt resultat. Ofte blev melet mørkt og fyldt med urenheder. Først i 1830’erne begyndte bønderne selv at rense kornet, men med primitive midler.
I de nye fabriksmøller, hvor mølleren fremstillede mel af indkøbt – ofte importeret korn, var han selv herre over rensningen. I sidste halvdel af 1800-tallet blev der opfundet mange maskiner til rensning af korn: aspiratører, der ved hjælp af luft og solde skilte halm, sand og andre urenheder fra; magnetiske renseapparater, der fjernede jerndele, som kunne være i kornet, og som var ødelæggende for møllerimaskinerne; og triører, der kunne skille ukrudtsfrø fra kornet.
Før malingen blev kornet "spidset". D.v.s. at skallen blev bearbejdet f.eks. i en cylindrisk maskine beklædt med smergel. Børstemaskiner kunne endelig fjerne de sidste rester af snavs, der sad i den lille rille i kornet, og som ellers kunne misfarve melet.
Formalingen skete nu ikke længere mellem møllesten men mellem valser i såkaldte valsestole. I en forknuser blev kornet knækket. Herefter blev det kørt gentagende gange gennem en valsestol med riflede valser. Efter hver tur gennem valsestolen blev melet sigtet fra, mens kliddene og dunsten fik en ny tur. Når kliddene var malet helt rene, blev de skilt fra og den sidste dunst udmalet på en valsestol med glatte valser.
Når man malede hvede, gjaldt det om at male nænsomt, så kliddene ikke gik for meget i stykker. Det ville gøre melet mørkere og bageegenskaben mindre.Ved maling af rug var det ikke så vigtigt, og ofte blev rugen malet mere hårdhændet end hveden.
Sigterne, der blev brugt sammen med valsestolene, var centrifugalsigter. De er opfundet i Tyskland i 1867 og kan ses som en videreudvikling og forbedring af tromlesigten. Der blev også opfundet plansigter, der var mindre plads- og energikrævende. Enkelte af dem satte dog møllebygningen i voldsomme rystelser.
En meget populær sigte var Askania-sigten, opfundet i 1899. Den er opbygget som en cylinder med fast sigteramme i den ene side.
Indvendig kører en sigtebom hurtigt rundt og slynger malegodset mod sigterammen.
Mølleri har alle dage været hårdt arbejde. For at lette møllerens arbejde blev indført elevatorer med små kopper, der kunne hejse kornet op fra et lager og til påfyldning af de forskellige maskiner. Til sideværts flytning af kornet brugtes snegleformede transportører, - en slags Arkimedes skrue.
Selv om antallet af dampmøller steg voldsomt, havde det i starten ikke den store indflydelse på vand- og vindmølleriet, da de henvendte sig til forskellige markeder. Den nye lov, der gav alle og enhver lov til at opføre møller, resulterede i at fra 1840 til 1897 steg vand– og vindmøllernes antal fra 1700 til 2800, hvilket naturligvis gav en stor indbyrdes konkurrence.
Det var især hollandske møller, der blev bygget, og møllebyggerfaget blomstrede. En enkelt Randers-møllebygger opførte 83 splinterny vindmøller fra 1851 til 1888! Hertil kom ombygninger og reparationer.
Den hektiske byggeaktivitet fik dog en brat – men ikke uforudsigelig - ende. Omkring 1900 gik mange møllebyggere fallit – heriblandt også den flittige Randers-møllebygger. Andre omstillede sig til at være maskinbyggere.
Efter 1873 var kornpriserne faldet på verdensmarkedet. Kornavl var blevet urentabelt for de danske bønder, der ikke kunne stå sig i konkurrence med russiske og nordamerikanske producenter.
Det danske landbrug blev omlagt og vægten blev flyttet over på kreaturhold. Omlægningen af landbruget gik hårdt ud over fabriksmølleriet, der mistede sin status som vort største eksporterhverv.
Også fabriksmøllerne måtte derfor lægge produktionen om, og satse på det indenlandske marked. Hermed blev de konkurrenter til det gamle kundemølleri, der mere og mere måtte afstå brødkornsformalingen til fabriksmøllerne og slå sig på fodermaling.
Det endelige "dødsstød" fik kundemølleriet, da bønderne efterhånden anskaffede små vindmotorer, der kunne drive tærskeværket og en kværn. Mange møllere måtte nu helt eller delvis gå over til handel med korn og foderstoffer.
Bøndernes småmøller var ofte placeret som tagryttere. På en af Vendsyssels typiske parallelgårde i Østerklit nær Hirtshals er et særlig smukt eksemplar, kaldet en stokmølle, bevaret. For bare 50 år siden var der stadig mange af disse tagmøller eller møller i små jernstativer i vore landsbyer. I dag er de alle væk – overflødiggjort af billig elektricitet.
